søndag den 28. november 2010

familie og venner

Jeg har haft en ikke mindre end fantastisk weekend.
I fredags var jeg i biffen med min lillesøster - hvor tit sker det lige?? Vi så Harry Potter, ja det er så en af mine laster. Jeg er helt vild med bøgerne, og synes også de første 4 film var rigtig godt. Desværre lever de sidste 3 ikke helt op til forventningerne, men de skal ses, sådan er det bare. Og det var rigtig hyggeligt.
I går, lørdag, stod jeg og bagte en masse pandekager, som ungerne og jeg skulle have med til brunch hos min søde, søde veninde. Vi var 4 piger og en masse unger, der skulle hygge og snakke. Desværre var min ene niece blevet syg, så min (store)søster kom derfor ikke. Skønt var det at sidde i en lække lejlighed i hjertet af København og drikke the og spise pandekager (og en masse andet godt) mens sneen bare dalede ned - intet mindre end fantastisk.
Men både fredag og lørdag blev altså slået af dagen i dag.
For det første vågnede barn nr. 1 først kl. 6.30 - og det er altså sent herhjemme - ok måske var der en lille en, der vågnede kl.5, men han valgte heldigvis at sove videre inde i vores seng, så jeg stod først op kl. 6.30. Lillemanden, som egentligt ikke er så lille mere, og faren sov videre, mens Selma og jeg hyggede. Selma sad og ordnede sit dykkehus og sang, men jeg sad i sofaen og prøvede at hækle - ja jeg er ved at lærer det, og det kræver stor koncentration!!
Hele formiddagen gik med at tusse rundt og få lavet madplan og indkøbsliste. Og så fik vi påbegyndt julegaverne fra ungerne.
Da klokken var lidt i 12 tog Selma og jeg bussen ind til Nørreport, for vi skulle nemlig i Folketeateret og se "Jul i Gammelby" sammen med mormor, moster Lærke, moster Gry og de to søde niecer (ja heldigvis var de blevet raske). Det er så hyggeligt at tage på sådanne turer sammen. Efter teateret var det på med alt det varme tøj og så en tur i Kongens have. Det blev lavet engle i sneen, klatret i træer, leget på drager og meget andet. Efter alt denne friske luft gik turen til Sult i Vognmandsgade. Ingen af os havde været der før, men hold op hvor var det godt.
Turen hjem var intet problem, Selma var så træt at hun næsten ikke sagde noget, hun faldt også i søvn og jeg måtte bærer hende hjem - lidt tungt med sådan ca. 18 kg sovende barn.
Helt fyldt med dejligt oplevelser vil jeg nu slutte af og finde drømmeland, og håbe at jeg drømmer om min dejlige familie, både den helt nærer og den lidt større.

godnat alle sammen

CilleBille

fredag den 26. november 2010

Julen sig nærmer...

Jeg elsker julen og synes det er helt fantastisk med al den julepynt og alle lysene. Men jeg er rigtig dårlig til at få pyntet op hjemme hos mig selv!!!
Sidste år fik jeg en stor grem fra en troldhassel og den er jeg meget glad for. Gennem hele året har der hængt mange forskellige ting på den. Men nu skulle den julepyntes, og jeg er meget glad for resultatet.














Nu vil jeg pakke mig ind i en masse tøj og gå hen til børnehaven efter mine dejlige børn.

Et ønske om en skøn weekend til alle, der læser dette.

CilleBille

torsdag den 25. november 2010

første faste læser...

HURRA

Jeg har fået min første faste læser, det er fantastisk. Tak Kristine

Ha´ en vidunderlig eftermiddag og aften

CilleBille

Pebernødder

Her kommer en opskrift på pebernødder, som er helt fantastisk. Jeg kan faktisk ikke lide pebernødder, i hvert tilfælde ikke dem man køber. Men disse her er helt vildt gode.
prøv dem - ungerne synes det er skønt at være med.

Pebernødder

Ingredienser:
400g mel
250g smør
200g sukker (evt. brun farin)
2 spsk. Sirup
1 æg
2 tsk. Natron
2 tsk. Ingefær
3 tsk. Kardemomme
3 tsk. Kanel
1 knivspids peber

1.       Smør og sukker røres sammen. Tilsæt æg og sirup.
2.        Krydderier blandes i mel. Tilsæt kanel og ingefær efter behov
3.       Melet hældes gennem en sigte i resten af dejen.
4.       Når dejen er rørt sammen, formes den til små kugler og placeres på en bageplade – ikke for tæt
5.       Bagetid ca. 10 min ved 175 grader.
6.       For at give pebernødderne en sprød overflade hældes de over på en rist så snart de er bagte.
7.       Dejen kan henstilles i køleskabet i flere timer uden at ældes.

God fornøjelse
God dag til jer alle.

tirsdag den 23. november 2010

lidt billeder fra min hverdag









hmmm...

Jeg er hjemme i dag, da Selma kastede op i går aftest og August vågnede her til morgen og sagde han havde ondt i ørene!!! Han har været forkælet en uges tid eller mere og det ender som regel med mellemøresbetændelse, så en tur til lægen med os... heldigvis var der ikke noget på ørene, de var lidt røde, men ikke mere end man kan forvente når han er forkølet.
Så nu hygger vi. Ungerne ser tegnefilm og jeg skriver:o)
Peter kommer hjem omkring 13.30, så jeg kan nå til et møde kl. 14. I aften skal jeg til syning, og jeg håber at blive færdig med de bukser jeg er i gang med til Selma - de har efterhånden været længe undervejs, og så skal jeg i gang med julekjolen...
Så i dag kan man vist godt synge den der sang: "når min far kommer hjem, så er min mor lige gået og når min mor kommer hjem, så sover min far"...
Ha´ en dejlig dag

CilleBille

mandag den 22. november 2010

Så er jeg s.. også blogger

Velkommen til min Blog.
Her kommer jeg til at skrive om lidt af hvert - familie, kreative ting, madopskrifter og sikkert også meget andet.
Jeg har den seneste tid fulgt med i mange andres blog og synes det er et fantastisk land, jeg nu bliver en del af - jeg håber jeg kan gøre det lige så godt som nogle af dem jeg kigger med hos!!
Men nu vil jeg sidde og lege lidt med alt dette her - hvis der er nogle der har gode får, modtages de med kyshånd.

Rigtig god aften til alle

CilleBille