Jeg har haft en ikke mindre end fantastisk weekend.
I fredags var jeg i biffen med min lillesøster - hvor tit sker det lige?? Vi så Harry Potter, ja det er så en af mine laster. Jeg er helt vild med bøgerne, og synes også de første 4 film var rigtig godt. Desværre lever de sidste 3 ikke helt op til forventningerne, men de skal ses, sådan er det bare. Og det var rigtig hyggeligt.
I går, lørdag, stod jeg og bagte en masse pandekager, som ungerne og jeg skulle have med til brunch hos min søde, søde veninde. Vi var 4 piger og en masse unger, der skulle hygge og snakke. Desværre var min ene niece blevet syg, så min (store)søster kom derfor ikke. Skønt var det at sidde i en lække lejlighed i hjertet af København og drikke the og spise pandekager (og en masse andet godt) mens sneen bare dalede ned - intet mindre end fantastisk.
Men både fredag og lørdag blev altså slået af dagen i dag.
For det første vågnede barn nr. 1 først kl. 6.30 - og det er altså sent herhjemme - ok måske var der en lille en, der vågnede kl.5, men han valgte heldigvis at sove videre inde i vores seng, så jeg stod først op kl. 6.30. Lillemanden, som egentligt ikke er så lille mere, og faren sov videre, mens Selma og jeg hyggede. Selma sad og ordnede sit dykkehus og sang, men jeg sad i sofaen og prøvede at hækle - ja jeg er ved at lærer det, og det kræver stor koncentration!!
Hele formiddagen gik med at tusse rundt og få lavet madplan og indkøbsliste. Og så fik vi påbegyndt julegaverne fra ungerne.
Da klokken var lidt i 12 tog Selma og jeg bussen ind til Nørreport, for vi skulle nemlig i Folketeateret og se "Jul i Gammelby" sammen med mormor, moster Lærke, moster Gry og de to søde niecer (ja heldigvis var de blevet raske). Det er så hyggeligt at tage på sådanne turer sammen. Efter teateret var det på med alt det varme tøj og så en tur i Kongens have. Det blev lavet engle i sneen, klatret i træer, leget på drager og meget andet. Efter alt denne friske luft gik turen til Sult i Vognmandsgade. Ingen af os havde været der før, men hold op hvor var det godt.
Turen hjem var intet problem, Selma var så træt at hun næsten ikke sagde noget, hun faldt også i søvn og jeg måtte bærer hende hjem - lidt tungt med sådan ca. 18 kg sovende barn.
Helt fyldt med dejligt oplevelser vil jeg nu slutte af og finde drømmeland, og håbe at jeg drømmer om min dejlige familie, både den helt nærer og den lidt større.
godnat alle sammen
CilleBille
Ingen kommentarer:
Send en kommentar